Hoppehøjde
Måling af en persons lodrette hoppehøjde med stående afsæt blev introduceret af den amerikanske pioner indenfor idræt og sport fra Harvard University, USA - Dr. Dudley Allan Sargent (1849 – 1924). Hoppet kaldes derfor også for Sargent jump.

Ved Sargent jump måles en persons maksimale tyngdepunktsløft ved lodret stående hop. Hoppehøjden er således et mål for benmusklernes funktionelle styrke i forhold til egen legemsvægt.
Udgangspositionen for hoppet er stående stilling med ganske let spredte ben.
Herefter føres armene nedad og bagud samtidig med, der bøjes i hofte-, knæ- og fodled. Armene føres nu hurtigt frem og op samtidig med, der foretages en udstrækning af fod-, knæ- og hofteled. Udstrækningen afsluttes med et kraftfuldt afsæt, en svævefase og en landing på samme sted.
I SundSkoleNettet.dk anvendes en hoppehøjdemåler (Sargent jump map) til måling af lodret hoppehøjde.

Målemetoden er nærmere beskrevet herunder i afsnittet ”Måling af hoppehøjde” og i menuen ”Protokol: Målingerne”.
Måling af hoppehøjde anvendes især indenfor forskellige sportsgrene som for eksempel atletik, basketball og volleyball.
Her er formålet med målingen at vurdere atleternes potentiale i konkurrencemæssige sammenhænge.
