Hoppehøjde og sundhed

I SundSkoleNettet.dk indgår en måling af muskelstyrke i rækken af målinger, der skal vise noget om en persons sundhedstilstand.

Dette ud fra en betragtning om, at en person også skal kunne præstere en vis ydre kraft for at kunne klare mange af dagligdagens udfordringer.

Man kan for eksempel få behov for at skulle løfte eller bære tungere genstande eller flytte sin egen krop hurtigt.

En anden årsag er, at der er sammenhæng mellem musklernes styrke og biologiske sundhedsparametre, som disponerer for livstilslidelser.

Ved det lodrette hop er det dog ikke kun de involverede musklers styrke, der har betydning for et godt resultat. Kropsvægten spiller også ind. Derfor er hoppehøjde et mål for muskelstyrke per kg kropsvægt ligesom konditionstallet er et mål for udholdenhedsarbejdsevne per kg kropsvægt.

Hvis personen har tendens til overvægt, kan personen forbedre sin lodrette hoppehøjde alene ved at tabe sig i vægt. Det vil sige uden at hoppemusklerne nødvendigvis bliver stærkere.

Det er derfor en kombination af stærke hoppemuskler og en tilpas legemsvægt, der giver det højeste hop.

Er tendens til overvægt et problem for en person, er det særligt vigtigt, at musklerne er store og stærke. Dels kan de store muskler tumle den lidt tunge krop, og dels er store muskler i stand til at omsætte megen energi hurtigt.

Det er et tegn på sunde og stærke muskler, hvis man kan hoppe højt - jo højere jo bedre.
 
 

Download pdf
Print indhold