Livvidde
BMI er det mest udbredte mål, når vi skal vurdere om en person er over- eller undervægtig. Dybest set er det, på trods af indlysende mangler, også et meget anvendt mål, når vi selv skal vurdere vores sundhedstilstand.
Svagheden ved BMI er, at det alene siger noget om det indbyrdes forhold mellem vægt og højde og intet om vægtfordelingen i kroppen af væske, fedt, muskler og knogler.
Hos børn er det yderligere et problem, at de vokser meget forskelligt og de pubertetsmæssigt udvikler sig med forskellig hastighed.
BMI har derudover en tendens til at overvurdere fedme og overvægt hos store og tidligt modne børn og hos veltrænede børn og unge. Hos to ensbyggede børn med forskellig højde er BMI proportional med højden.
Men BMI er let at måle, og målingen er relativ præcis.
Ud fra dimensionsbetragtninger (hvor vægten relateres til rumfang) er det mere korrekt, at vægten divideres med højden opløftet til tredje potens i stedet for som ved BMI beregningen højden opløftet til anden potens, da vægten teoretisk tilnærmelsesvis følger højden i tredje potens. Denne metode kaldes ponderalt indeks og er anvendt i flere store undersøgelser af fedme forekomst i relation til risiko for udvikling af hjerte/kar sygdomme.
Der findes en række andre målemetoder til at vurdere overvægt og fedme.
Andre metoder, der anvendes, er for eksempel hudfoldsmåling, fedtprocent målt som bioelektrisk impedans og hofte-talje forholdet. Der er fordele og ulemper ved dem alle.
I de senere år anbefaler flere og flere myndigheder, institutioner og organisationer, at BMI vurderingen suppleres med en måling af livvidden.
Indtager vi mere energi med føden, end vi forbruger, deponeres den overskydende energi i kroppen som kulhydrat (glykogen) eller fedt (triglycerider). Indtages betydelige mængder overskydende energi gennem længere tid, sker deponeringen i form af fedt.
Fedt deponeres normalt i fedtceller i underhuden overalt i kroppen (subcutant fedt). Der er en tendens til denne fedtdeponering er kraftigst omkring livet og på lår og baller. Det er til dels arveligt betinget, hvor meget fedt der deponeres, og hvor fedtet sætter sig.
Antager fedtdeponeringen et større omfang, deponeres fedtet også omkring de indre organer især i bughulen (bugfedt).
Man skelner mellem ”pæreform”, når fedtdeponeringen sker på lår og baller, og ”æbleform”, når deponeringen sker omkring livet og i bughulen.
Det er vanskeligt på en enkel måde at måle hvor meget fedt, der er deponeret i kroppen. Men en måling af livvidden er let at udføre og giver et rimeligt indblik i fedtdeponeringens størrelse omkring bugen.
Ved en livviddemåling indgår den samlede mængde mavefedt. Det vil sige både det fedt, der er deponeret i underhuden omkring livet, og det fedt der er deponeret i bughulen mellem de indre organer.
Mange videnskabelige undersøgelser peger på, at en øget helbredsrisiko især er knyttet til en stor deponering af fedt i bughulen. Det er altså ikke ligegyldigt, hvor fedtet deponeres.
Fedt, der sætter sig omkring maven, er usundt, i modsætning til det fedt, der sætter sig på hofterne, som ikke udgør nogen særlig helbredsmæssig risiko.
”Æbleformen” er helbredsmæssigt farligere end ”pæreformen”.
Pæreformen, hvor fedtet er deponeret omkring hofte, lår og baller, er den traditionelle kvindeform. Fedtdepoterne er beregnet til perioder med graviditet og amning. Det er derfor ikke depoter, der normalt skal anvendes dagligt. De er derfor svære at komme af med, men de er ikke skadelige for sundheden.
Æbleformen, hvor fedtet er deponeret omkring bugen, opfattes traditionelt som en mandeform. Bugfedtet aflejres relativt hurtigt ved for stort energiindtag med føden, men til gengæld forsvinder det også relativt let ved motion og hensigtsmæssig kost.
Livvidden vokser følgelig hurtigt, hvis man indtager mere energi end man forbruger, men livvidden kan lige så hurtigt blive mindre, hvis man dyrker motion og spiser fornuftigt.
Men andre forhold i livsstilen spiller også ind. Er man udsat for længerevarende stress udskilles hormonet kortisol fra binyrebarken. Dette hormon bidrager til vægtøgning. Fedtvævet omkring organerne er særligt påvirkeligt af kortisol, derfor fremmes æbleformen af stress. Alkohol har en lignende betydning for udvikling af bugfedt. En tidlig alkoholdebut og et større alkoholforbrug fører til forøget livvidde.
