Protokol: Målinger

Målingerne er opdelt i obligatoriske og frivillige målinger:

De Obligatoriske målinger er beskrevet i sektion 1 - 8 og består af: højde, vægt livvidde, hoppehøjde, konditionstest og skridttælling.

De frivillige målinger er beskrevet i sektion 8 - 11 og består af: hvilepuls, blodtryk og peakflow.

Obligatoriske målinger 

1. Måling af legemshøjde

1.1. Legemshøjden måles med en højdemåler godkendt af Landsnetværket. Højdemåleren kontrolleres og kalibreres før hver måleserie.

1.2. Målingen foretages i opret stilling og uden fodtøj.

1.3. Målingen angives som den lodrette afstand mellem underlag og det højeste punkt på hovedet.

1.4. Målingen angives i centimeter.

1.5. Målingen foretages af en lærer eller andet kvalificeret personale og for de ældste klassetrin i samarbejde med eleverne.

1.6. Måleresultatet indføres af en lærer eller andet kvalificeret personale i et resultatskema downloadet fra SundSkoleNettets hjemmeside.

1.7. Målingen foretages som en del af en samtidig måleserie bestående af målingerne: Legemshøjde, legemsvægt, livvidde, hoppehøjde og kondition.


2. Måling af legemsvægt

2.1. Legemsvægten måles med en vægt godkendt af Landsnetværket. Vægten kontrolleres og kalibreres før hver måleserie.

2.2. Målingen foretages uden fodtøj og med let påklædning svarende til påklædning til indendørs idrætsaktivitet (sokker, T-shirt, undertøj, shorts eller lignende).

2.3. Målingen angives i kilogram med en decimal.

2.4. Målingen foretages af en lærer eller andet kvalificeret personale og for de ældste klassetrin i samarbejde med eleverne.

2.5. Måleresultatet indføres af en lærer eller andet kvalificeret personale i et resultatskema downloadet fra SundSkoleNettets hjemmeside.

2.6. Målingen foretages som en del af en samtidig måleserie bestående af målingerne: Legemshøjde, legemsvægt, livvidde, hoppehøjde og kondition.

3. Beregning af BMI

3.1. BMI beregnes som elevens legemsvægt målt i kilogram med en decimal divideret med kvadratet på elevens legemshøjde målt i meter med to decimaler.

3.2. BMI angives som et indekstal uden enhedsbetegnelser.

3.3. BMI udregnes maskinelt og skal ikke indføres i resultatskemaet.

3.4. Udgangspunkt for beregningen af BMI er målinger af legemshøjde og legemsvægt udført efter de i stk. 1.1 og stk. 1.2 angivne retningslinjer.

4. Måling af livvidde

4.1. Livvidden måles med en livviddemåler godkendt af Landsnetværket. Livviddemåleren indeholder et blødt uelastisk målebånd, der ikke klæber mod huden.

4.2. Livvidden måles som den horisontale omkreds af kroppen midt mellem den nederste ribbenskant og den øverste hoftebenskam. Det vil for de fleste sige, lidt over navlehøjde (ca. 2 cm).

4.3. Ved monitoreringen sættes den målte livvidde i relation til legemshøjden (livvidde/legemshøjde). Dette sker maskinelt.

4.4. Målestedet er enten blotlagt for beklædning eller der måles udenpå undertrøje eller T-shirt. Beklædningen må ikke være strammende.

4.5. Målingen foretages i afslappet tilstand lige efter en udånding.

4.6. Måleresultatet angives i hele cm.

4.7. Målingen foretages af en lærer eller andet kvalificeret personale og for de ældste klassetrin i samarbejde med eleverne.

4.8. Måleresultatet indføres af en lærer eller andet kvalificeret personale i et resultatskema downloadet fra SundSkoleNettets hjemmeside.

4.9. Målingen foretages som en del af en samtidig måleserie bestående af målingerne: Legemshøjde, legemsvægt, livvidde, hoppehøjde og kondition.

5. Måling af konditionstal (kondital)

5.1. Konditionstallet måles indirekte ved hjælp af en pendulløbetest (The Andersen Test) med indlagte pauser.

5.2. Pendulløbetesten afvikles i gymnastiksal eller idrætshal med hårdt trægulv.

5.3. Inden testen foretages 10 minutters opvarmning.

5.4. Testen afvikles som frem og tilbageløb mellem to markeringer (kridtstreger, tape e.l.) med 20 meter imellem. Hvert frem og tilbageløb afsluttes med en let berøring af gulvfladen bag markeringen (en hånd).

5.5. Testen afvikles i intervaller på 15 sekunder med løb (spurt) og 15 sekunders pause (hvile). Der begyndes med 15 sekunders løb. Et nyt interval angives med et signal (fløjte) af en lærer eller andet kvalificeret personale person. Ved et fløjt før en pause standser eleven så hurtigt som muligt (ca. to skridt).

5.6. Den samlede tid for testen er 10 minutter.

5.7. Der løbes så langt som muligt, og den samlede tilbagelagte distance er testresultatet. Resultatet opgøres som antal gennemførte omgange multipliceret med banelængden = 20 m plus en opmåling i hele meter af en eventuel sidste delvis gennemført bane.

5.8. Testresultatet angives i tilbagelagte hele meter. Konditallet beregnes maskinelt ved indkodningen efter formlerne for maksimal iltoptagelse = 18.38 + (0.033*distance) minus (5.92*køn) (drenge = 0; piger = 1) (VO2max)). Denne beregning sker maskinelt.

5.9. Testen ledes af en lærer eller andet kvalificeret personale, der også indfører testresultatet i resultatskema fra Landsnetværket med tydelig skrift. På resultatskemaet er den målte elevs bruger Id anført.

5.10. Målingen foretages som en del af en samtidig måleserie bestående af målingerne: Legemshøjde, legemsvægt, livvidde, hoppehøjde og kondition.

5.11. Det kan være praktisk at afvikle testen i to omgange, således at eleverne to og to på skift testes og tæller antallet af tilbagelagte omgange for makker.

5.12. På www.hjerteforeningen.dk er testmaterialet tilgængeligt online.

Her kan du afspille lydfilen til konditionstesten ”The Andersen Test”, som benyttes i SundSkoleNettet.dk:

Hent Flash for at se afspilleren


6. Måling af hoppehøjde

6.1. Hoppehøjden måles som en persons maksimale vertikale tyngdepunktsløft ved et lodret hop (The Sargent jump).

6.2. Der varmes grundigt op inden hoppet.

6.3. Forspænding og tilløbsbevægelser  i arme og ben er tilladt, blot fødderne er placeret på et hårdt vandret underlag til hoppet påbegyndes. Fødderne må ikke flyttes fra underlaget før hoppet påbegyndes, men man må godt bøje i fod-, knæ- og hofteled samt lave armsving.

6.4. Hoppehøjden måles med en hoppehøjdemåler (”Sargent jump map”), der er godkendt af Landsnetværket.  Hoppehøjdemåleren indeholder et uelastisk glat målebånd.

6.5. Målebåndet fastgøres med et bælte i bukselinningen og føres herfra først gennem et spænde midt på en uelastisk springmåtte og derfra videre ned gennem den yderste halvdel af ”øjet” i kanten af måtten. Målebåndet glider med en smule friktion gennem de to åbninger, således at målebåndets inerti ikke påvirker måleresultatet.

6.6. Inden hoppet aflæses målebåndet, og efter hoppet foretages en ny aflæsning, Forskellen mellem de to aflæsninger er lig personens hoppehøjde.

6.7. Måleresultatet angives i hele cm.

6.8. Målingen foretages af en lærer eller andet kvalificeret personale og for de ældste klassetrin i samarbejde med eleverne.

6.9. Målingen gentages 3 gange og måleresultatet for det højeste hop indføres af lærer eller andet kvalificeret personale i et resultatskema downloadet fra SundSkoleNettets hjemmeside.

6.10. Målingen foretages som en del af en samtidig måleserie bestående af målingerne: Legemshøjde, legemsvægt, livvidde, hoppehøjde og kondition.

7. Måling af skridttælling

7.1. Skridttællingen er en obligatorisk del af SSN, og alle skoler skal have gennemført en skridttælling blandt alle eleverne for at leve op til de gældende betingelser for udbetaling af tilskud.

7.2 Skridttælling foretages med en skridttæller (pedometer) godkendt af Landsnetværket.

7.3. Skridttælleren anbringes i bukselinningen eller i et bælte om livet (ikke i en lomme), og den bæres altid i vågen tilstand, således at alle skridt registreres.

7.4. Skridttælleren fastgøres ved hjælp af det tilhørende bælte eller snor og anbringes således, at den sidder lige og flugter med knæet..
 
7.5. Skridttælleren kontrolleres og nulstilles af en lærer eller andet kvalificeret personale før brug.

7.6. Det er op til den enkelte skole, hvordan man vælger at gennemføre skridttællingerne blandt eleverne. Der stilles ikke formkrav, hvilket betyder, at skolen selv kan bestemme, hvor mange klasser og hvor mange dage eleverne skal bære skridttælleren. I skolens årsrapport skal det beskrives, hvordan man har valgt at gennemføre skridttællingen blandt eleverne.

Det vil altså sige, at:

  • SKRIDTTÆLLINGEN ER OBLIGATORISK
  • ANTALLET AF KLASSER, DER MÅLES, ER VALGFRIT
  • ANTALLET AF DAGE, DER MÅLES PÅ, ER VALGFRIT
  • DEN VALGTE FORM SKAL BESKRIVES I ÅRSRAPPORTEN

Ønsker man at deltage i skridttællingskonkurrencen skal eleverne hver især gå med skridttælleren i en uge, hvorefter den afleveres videre til en klassekammerat. Ved hvert skift uploades det ugentlige resultat (det antal skridt, skridttælleren viser) på SSN’s hjemmeside.  Husk at skrive resultaterne ind i det resultatark, som hører til skridttællingskonkurrencen.

7.7. Har en elev angiveligt cyklet til og fra skole i den periode, hvor eleven havde skridttælleren, indføres det på cykel tilbagelagte hele antal km i resultatskemaet af en lærer eller andet kvalificeret personale. Læreren skal verificere antallet af cyklede km og være opmærksom på, at det alene er distancen mellem skole og hjem, der skal anføres. Det cyklede antal km konverteres til et antal skridt efter formlen: km cyklet x 440 = supplerende antal skridt. Udregningen sker maskinelt ved monitoreringen.

7.8. Hver klasse har flere skridttællere til rådighed.

7.9. Måleperioder og overdragelse afvikles ikke i perioder med ferier, fridage eller perioder, der på anden vis anses for atypiske.

7.10. Skridttælleren overdrages under tilsyn af en lærer eller andet kvalificeret personale, der også sikrer at måleresultatet indkodes i databasen under det korrekte person Id.

7.11. Det vurderes løbende af en person fra skolens sundhedsudvalg, om skolens skridttællere fungerer tilfredsstillende.

7.12. Skridtmålingerne foretages i løbet af et skoleår.

7.13. Skridttællingen plus antallet af cyklede km mellem hjem og skole uploades til databasen.

Frivillige målinger

8. Peakflow

Måling af Peakflow:

8.1. Peakflow måles med et Peakflowmeter godkendt af Landsnetværket.

8.2. Målingen foretages opretstående.

8.3. Peakflowmeteret tændes og indstilles til at foretage måling (se medfølgende manual).

8.4. Målingen foretages tre gange og det bedste resultat er det, som indføres i resultatskemaet.

8.5. Målingens resultat aflæses af en lærer eller andet kvalificeret personale og for de ældste klassetrin i samarbejde med eleverne.

8.6. Måleresultatet indføres af en lærer eller andet kvalificeret personale i et resultatskema downloadet fra SundSkoleNettets hjemmeside.

8.7. Målingen foretages selvstændigt da resultatet kan blive påvirket af forudgående fysisk udfoldelse. 

Rensning af Peakflowmeter

Følgende retningslijer for brug af Peakflowmeteret skal overholdes for at undgå Smittefare:
Rengøring af mundstykker

Der eksisterer forskellige muligheder når det gælder rengøring af mundstykker:

1. Mundstykkerne dyppes i en gryde med kogende vand, og tørres med et viskestykke, efter hver gang de er blevet brugt. Denne metode kan ikke benyttes i en undervisningssituation.

2. Mundstykkerne lægges i et kar med rensesprit eller Descogen, og tørres med et viskestykke, efter hver gang de er blevet brugt.

(Brug af vaskemaskine til rengøring af mundstykker giver ikke den fornødne desinficerende effekt, og kan derfor ikke benyttes i stedet for ovenstående!)

Rengøring af Peakflowmeteret:

1. Gitteret i sensoren, hvor mundstykkerne sættes ind, renses med Alcohol Pads (rekvireres hos sekretariatet).

Betjeningsoplysninger

  • Det er muligt at anvende begge indgange på Peakflowmeteret.  De 2 indgange er til brug for folk, som er henholdsvis højre- eller venstrehåndede.
  • Producenten anbefaler, at man bruger den samme indgang hver gang, for at få det mest præcise resultat.
  • Man skal ikke sætte 2 mundstykker i Peakflowmeteret samtidig.
  • Det er ikke muligt at slukke for produktet, men apparatet går i dvale efter 30 sek. Det anbefales derfor, at man tager batterierne ud efter brug.

9. Måling af hvilepuls og blodtryk: 

9.1. hvilepuls og blodtryk måles med en blodtryksmåler godkendt af Landsnetværket.

9.2. Målingen foretages liggende efter 10 minutters hvile.

9.3. Blodtryksmåleren aktiveres, hvorefter den foretager målingerne automatisk (se medfølgende manual).

9.4. Målingens resultater aflæses af en lærer eller andet kvalificeret personale i samarbejde med eleverne.

9.5. Måleresultatet indføres af en lærer eller andet kvalificeret personale i et resultatskema downloadet fra SundSkoleNettets hjemmeside.

9.6. Målingerne foretages selvstændigt, da resultateterne kan blive påvirkede af forudgående fysisk udfoldelse. 

Download pdf
Print indhold