4.-6. klasse

SPIS SUND MAD
Nogle slags mad bliver man bedre til at spise, når man bliver ældre. Selv om du hadede nogle grøntsager, da du var mindre, så prøv dig frem. Måske vil du ligefrem elske dem i dag. Ofte skal man smage en ny slags mad flere gange, før man kan lide den.

- Kød, kylling, æg og mælk hjælper dig med at vokse, fordi du får proteiner, sunde fedtstoffer samt masser af vitaminer og mineraler.
- Rugbrød, havregryn, ris og pasta giver dig energi og holder hjernen i gang. Dem med fuldkorn er klart sundest.
- Grøntsager, frugt og bær er fyldt med sunde vitaminer, mineraler og kostfibre.

Prøv at spise grøntsager og frugt til hver eneste måltid samt som mellemmåltider og snacks. Her er nogle idéer:

- Put bananskiver eller jordbær på havregryn og cornflakes til morgenmad.
- Pynt yoghurten op med frugt.
- Lav en smoothie med frisk eller frossen frugt i stedet for at drikke juice.
- Spis grøntsager, f.eks. gulerødder, som snacks.
- Top pizzaen med champignon og chili.
- Frisk frugt er meget bedre end juice, der er fyldt med sukker og mangler kostfibre.

Tip
- På madvarens indpakning kan du læse, hvad den indeholder. Hvad er sundt? Hvad er ikke sundt?
- Helt ærligt: Er din favoritmad sund eller usund?

DRIK VAND
Når du er tørstig, er vand fra vandhanen det bedste. Du skal dog også have mælk til knoglerne, der har brug for kalk til at blive hårde og stærke. Så der er altså en rigtig god grund til, at du skal have din skolemælk. Selvfølgelig har du sommetider lyst til noget andet. Det er OK at drikke sodavand, juice og saft engang imellem. Men pas lidt på, for de er fulde af sukker, som feder. De ætser også tænderne.

SE MINDRE TV
Skærmtid kalder vi al den tid, som du bruger foran tv, dvd, playstation og selvfølgelig computeren. Jo mere skærmtid du har, desto mindre bevæger du dig, fordi du ikke leger med vennerne, dyrker sport, svømmer og cykler. Meget skærmtid kan gøre børn tykkere. Når dine forældre sætter grænser for, hvor længe du må sidde foran tv og computer, er der altså fornuft i det - også selvom det er irriterende.
Gør kroppen en tjeneste ved højst at have to timers skærmtid om dagen. Den skærmtid, som du bruger på skolearbejdet, tæller ikke med.

Tip
- Bliver din favoritudsendelse sendt om eftermiddagen, så optag den og se den senere. Kom i stedet udenfor i det fri.
- Ønsk dig gaver til fødselsdag og jul, som sætter dig sving. Tænk f.eks. på bold, ketcher, hoolahop-ring, drage eller havetrampolin.

BEVÆG DIG
Hvilken slags sport du bedst kan lide? Ikke alle bryder sig om fodbold eller tennis. Måske er du i stedet vild med karate, hiphop eller ridning. Tal med dine forældre om at gå til netop din favoritsport.
Husk, at det er vigtigt at være aktiv med at cykle til skole, lege i skolegården, og ikke bare sidde foran tv og computer, når du kommer hjem fra sport.
Når du bruger musklerne, bliver du klogere og kan bedre følge med i skolen. Forskere har nemlig opdaget, at hjernen laver nye hjerneceller, når du træner.

Tip
- Snup cyklen, hver gang det er muligt.
- Gå en tur med vennerne i stedet for altid at sidde indenfor.
- Tag trappen i stedet for elevatoren.
- Træn mens du ser tv. Lok resten af familien med.

SOV GODT
Det er spændende at være sent oppe. Men når du skal i skole næsten morgen, er det ikke sjovt mere. Måske har du fået mobiltelefon, computer eller tv på værelset. Dine forældre beder dig nok om at slukke apparaterne om aftenen, fordi de holder dig vågen alt for længe. Gør det, for så sover du bedre.

Tip
- Nu begynder du at få lektier for. Lav dem i god tid, så du ikke skal slide med dem sent om aftenen

ALKOHOL
Du har helt sikkert set nogle voksne, der er blevet fulde. De er sjove at se på, men når du tænker nærmere over det, er de vist også ret dumme at høre på. Øl, vin og spiritus påvirker hjernen, så man mister kontrollen over, hvad man siger og gør.

Tip
- Lad dig ikke friste, hvis kammerater lokker med øl og vin.

Download pdf
Print indhold