Giv dit barn en sund hverdag

En sund barndom baner på mange måder vejen for et godt og sundt voksenliv. Fra en del videnskabelige undersøgelser ved man i dag, at barndommen sætter varige spor i den voksnes helbred, både i positiv og negativ forstand. Men desværre er en sund livsstil ikke noget man fødes med - det er noget, vi som forældre vælger for vores børn.

En sund barndom er noget vi alle ønsker for vores børn, men det er ikke altid lige nemt at sørge for at serverer sund mad for ungerne og sikre at de for motioneret - slet ikke når det skal ske i hverdagen som i forvejen er fuld af stress og opgaver.

Vejen til en sund hverdag og en sundere familie behøver ikke være besværlig og kedelig. Sund mad kan både smage godt og være let og hurtig at tilberede, og motion skal helst være sjovt samtidig med, at man får sved på panden. Det er meget sjovere at bevæge sig, hvis man gør det sammen med andre og husker at bringe elementer af leg ind i den daglige motion. Hvis man husker, at sundhed ikke bare er fravær af sygdom, men også er trivsel og livsglæde, så er man godt på vej til en sundere livsstil for hele familien. Hvis man kan få livsglæde med ind i tilværelsen, så er det med til at man rent faktisk også lever sundere.

Det gode familieliv handler altså ikke kun om fysisk sundhed men i lige så høj grad om mental sundhed og trvsel, og derfor er det vigtigt, at man som familie laver ting sammen. Man kan for eksempel starte med at gøre madlavningen til en fællesoplevelse og så leve med, at det naturligvis tager ekstra tid, når børnene skræller gulerødderne.
Når det gælder motion skal voksne røre sig mindst 30 minutter dagligt og børn 60 minutter. Det vil blandt andet sige, at vi skal ud af bilen og bruge benene i stedet. Flere børn køres i bil til skole end tidligere. De sidste 30 år er andelen af børn, der køres i bil til og fra skole, steget næsten 200 procent, og jo yngre børnene er, jo oftere bliver de kørt i skole. Derudover fylder også de stillesiddende fritidsaktiviteter mere af børns hverdag end tidligere, da mange børn tilbringer flere timer foran fjernsynet og computeren.
Så vi skal altså slukke for fjernsynet og op på cyklen. Det giver langt mere livsglæde at spille fodbold i haven, end at se det i fjernsynet, at gå en tur sammen hele familien, gå i svømmehallen eller gå på opdagelse i skoven. Vi skal lege, synge og tale sammen – det stimulerer både børnenes intelligens, deres sprog og gør hele familien sundere både fysisk og mentalt.

Her kan du læse om de officielle anbefalinger vedrørende kost og motion og få inspiration til en sund og sjov livsstil for hele familien.

Download pdf
Print indhold