Fælles mål for sundhed i undervisningen – en læseguide

Sundhed har en central plads i mange sammenhænge i folkeskolen. Dette gælder såvel på et uformelt som på et formelt plan. Med sidstnævnte tænkes især på fælles mål og faghæfterne i en række af folkeskolens fag som biologi, natur/teknik, idræt og hjemkundskab, og hertil kommer fælles mål i flere af de tværgående emner.
I Fælles mål og tilhørende faghæfter indeholdende fagets formål, de centrale kundskabs- og færdighedsområder, læseplan og undervisningsvejledning kan man læse meget mere om sundhedsaspektet.
Læs mere på undervisningsministeriets hjemmeside www.uvm.dk.

Fælles mål i de tværgående faghæfter
I fælles mål for ”Elevernes alsidige udvikling” beskrives forskellige måder at lære på, og det nævnes her, at ”en god differentieret undervisning vil forudsætte, at man bevæger sig ud over den stillesiddende boglighed”. Bevægelse betragtes således som en forudsætning for den undervisningsdifferentiering, der er fundamentet i den rummelige folkeskole.
Også fælles mål for ”Sundhed og sundhedsfremmende aktiviteter” har fokus på sundhed.
I faghæftet nævnes disse centrale kundskabs- og færdighedsområder:
”Undervisningen skal lede frem mod, at eleverne har tilegnet sig kundskaber og færdigheder, der sætter dem i stand til at opnå et grundlæggende kendskab til sundhedsbegrebet, få indblik i sammenhængen mellem menneskers sociale forhold, levevilkår og livsstil og opnå kendskab til, hvordan man forebygger sygdom og fremmer sundhed over for personer eller grupper.”
Også i fælles mål for

er der særligt fokus på sundhed, idet det lyder således i formålets stk. 1 og 3:
”Formålet med undervisningen i sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab er, at eleverne tilegner sig indsigt i vilkår og værdier, der påvirker sundhed, seksualitet og familieliv. Eleverne skal opnå forståelse af den betydning, seksualitet og familieliv har for sundhed samt af samspillet mellem sundhed og miljø.”
”Undervisningen skal i enhver henseende bidrage til, at eleverne udvikler forudsætninger for, at de i fællesskab med andre og hver for sig kan tage kritisk stilling og handle for at fremme egen og andres sundhed.”
Blandt de centrale kundskabs- og færdighedsområder, som eleverne forventes at beherske. kan disse nævnes:
Eleverne skal kunne ”beskrive fysiske og psykiske faktorer og diskutere deres samspil og indvirkning på sundhed”, ”opstille visioner for et sundt samfund med mindre ulighed i sundhed”, ”opstille visioner for et sundt liv og sunde levevilkår i fremtiden” samt kunne ”opstille og diskutere ideer til aktiv handling for et sundt liv og sunde levevilkår i fremtiden.”
Der er med andre ord masser af bud på arbejdet med sundhed i folkeskolen.

Fælles mål i biologi
Også i fagrækken har sundhed en vigtig plads.
I slut- og trinmål for biologi nævnes bl.a., at eleverne skal kunne ”kende forskellige faktorer, der påvirker menneskets sundhed” samt kunne ”give eksempler på, hvordan livsstil og levevilkår påvirker menneskets sundhed.”
Især det centrale kundskabs- og færdighedsområde ”Miljø og sundhed” har sundhed på dagsordenen.
Her nævnes det fx, at ved planlægning og tilrettelæggelse af undervisningsforløb skal det medtænkes:
”At eleverne oplever relevans for deres eget liv og for samfundets udvikling. Undervisningen tager udgangspunkt i og bygger videre på elevernes viden om fysiologi og sundhed, fx om sanser, bevægeapparat, åndedræt, fordøjelse m.m. - samt om menneskets samspil med naturen, herunder ressourcer, naturanvendelse, naturbevarelse og eksempler på miljøproblemer. For at kunne tage stilling og handle i forhold til spørgsmål om sundhed er det vigtigt at have indsigt i den biologiske baggrund for sundhedsproblemer.”
Senere i teksten lyder det således:
”Samfundsmæssige og værdimæssige perspektiver inddrages for at skabe en helhedsforståelse af miljø- og sundhedsproblemer. Denne forståelse udvikles gennem diskussioner og ved at tage udgangspunkt i dagsaktuelle problemstillinger, men undervisningens indhold er altid fokuseret på elevernes undersøgelser af den biologiske baggrund for spørgsmål og problemstillinger. I arbejdet med menneskets fysiologi lægges der særlig vægt på organernes funktion og samspil, så eleverne får en bedre forståelse af deres egen krop og dens funktioner. Elevernes viden perspektiveres i forhold til aktuelle problemstillinger, fx inden for sport, ernæring og misbrug, således at de får lejlighed til at vurdere og tage stilling.”

Fælles mål i natur/teknik
Også i folkeskolens naturfag fra 7. klasse, natur/teknik, er sundhed vigtigt.
I formålet kan man i stk. 2 bl.a. læse, at ”Undervisningen skal vedligeholde og fremme elevernes glæde ved at beskæftige sig med livsbetingelser og levevilkår samt deres lyst til at stille spørgsmål”.
En både konkret og reflekterende tilgang til sundhed, som uddybes i det første af de fire centrale kundskabs- og færdighedsområder ”Den nære omverden”, lyder det således: ”Eleverne skal kunne beskrive vigtige kropsfunktioner og væsentlige faktorer, der påvirker disse, samt anvende viden om forhold, der har betydning for menneskets sundhed.”
Alle centrale kundskabs- og færdighedsområder behandles bl.a. ud fra overskriften ”levevilkår”, og her står bl.a., at ”eleverne arbejder med levevilkår ud fra eksempler på materielle og ikke-materielle forhold fra hverdagen. Egne levevilkår sættes i forhold til menneskers situation andre steder i verden. Sammenhænge mellem levevilkår, livsstil og menneskets sundhed indgår i arbejdet.”

Fælles mål i hjemkundskab
Også i hjemkundskab er sundhed et væsentligt tema. I formålet for faget lyder det således i stk. 1:
”Formålet med undervisningen i hjemkundskab er, at eleverne gennem alsidige læringsforløb tilegner sig kundskaber og færdigheder, der gør dem i stand til at handle og agere i deres eget liv. Eleverne skal opnå praktiske færdigheder, æstetiske erfaringer og forståelse af egen og andres madkultur, af madens, husholdningens og forbrugets samspil med samfundsfaktorer samt af områdets betydning for ressource og miljøproblemer og for sundhed og livskvalitet for den enkelte og andre.”
Og i stk. 3 nævnes det, at ”undervisningen skal forberede eleverne til at tage del i og medansvar for problemstillinger vedrørende mad, husholdning og forbrug i relation til kultur, sundhed og livskvalitet samt bæredygtighed. Undervisningen skal lægge op til, at eleverne oplever værdien af et fællesskab og samarbejde, der bygger på ligeværd og demokrati.”
Et af fagets centrale kundskabs- og færdighedsområder er ”Sundhed”, og fagets overordnede formål er, at eleverne tilegner sig en baggrund for at kunne agere i deres eget liv, og det er det gode liv for en selv og andre, der er i fokus. Det gode liv er i hjemkundskab knyttet til begreberne sundhed og livskvalitet.
Og blandt slutmålene kan det nævnes, at ”Undervisningen skal lede frem mod, at eleverne har tilegnet sig kundskaber og færdigheder, der sætter dem i stand til at tage kritisk stilling som forbruger såvel som til vilkår for at leve bæredygtigt og med både sundhed og livskvalitet.”

Fælles mål i idræt
Sidst men ikke mindst i denne sammenhæng skal nævnes idræt, hvor hele formålet for faget er viet til sundhed:
”Formålet med undervisningen i idræt er, at eleverne gennem alsidige idrætslige læringsforløb, oplevelser, erfaringer og refleksioner opnår færdigheder og tilegner sig kundskaber, der medfører kropslig og almen udvikling.”
”Eleverne skal have mulighed for at opleve glæde ved og lyst til at udøve idræt og udvikle forudsætninger for at forstå betydningen af livslang fysisk udfoldelse i samspil med natur, kultur og det samfund og den verden, de er en del af. Eleverne skal opnå indsigt i og få erfaringer med vilkår for sundhed og kropskultur.”
”Undervisningen skal give eleverne forudsætninger for at tage ansvar for sig selv og indgå i et forpligtende fællesskab.”
Disse elementer i det centrale kundskabs- og færdighedsområde ”Idrættens værdier” skal også nævnes:
”Undervisningen skal lede frem mod, at eleverne har tilegnet sig kundskaber og færdigheder, der sætter dem i stand til at ”anvende viden om fysiske og biologiske faktorer i idrætten” og at ”erkende betydningen af livslang fysisk aktivitet.”
Og  afslutningsvis kan man ramme fælles mål og sundhed ind med dette citat fra læseplanen i idræt:
”Det er væsentligt at kende til idrættens betydning for livsstil, livskvalitet og levevilkår. Det fremmer forståelsen af det brede, positive sundhedsbegreb.”

Download pdf
Print indhold