Guideline for etablering af kommunale netværk:
1) Som ordinære medlemmer af Foreningen kan optages skoler i Kommunen, idet hver skole repræsenteres i Foreningens lokale Kommunalnetværk af tre personer. Skolerne, der bliver optaget som medlem af det kommunale netværk, skal efterleve at monitorere deres elever en gang årligt, etablere et sundhedsudvalg og udarbejde en sundhedsrapport årligt. De tre personer, som hvert medlem (skole) udpeger som repræsentanter, er: en skoleleder, en sundhedsansvarlig samt en repræsentant fra skolebestyrelsen. Herudover deltager i Kommunalnetværket en person udpeget af kommunalbestyrelsen i Kommunen. Udpegningen sker inden udgangen af december måned for perioden, der går fra det førstkommende ordinære Kommunalnetværksmøde i februar til det næstfølgende året efter. En udpeget repræsentant kan til enhver tid erstattes af den, der har udpeget vedkommende.
Til deltagelse i Kommunalnetværket kan et simpelt flertal af stemmeberettigede medlemmer (evt. gennem fuldmagt eller brevstemme) beslutte, at de vil supplere sig med eksperter for en 1-årig periode med kompetencer, som findes væsentlige for, at Foreningen skal kunne leve op til formålet. Ekspertmedlemmer har ikke stemmeret på Kommunalnetværksmøder eller bestyrelsesmøder.
Hvis antallet af medlemmer (skoler) bliver så stort, at det efter endelig vurdering foretaget af medlemmerne nedsætter effektiviteten i arbejdet, kan der ved simpelt stemmeflerhed på det årlige ordinære Kommunalnetværksmøde etableres og vælges, jf. § 5, stk. 5, nr. 7, en bestyrelse for Foreningen med 5-10 medlemmer. Så længe en sådan bestyrelse ikke er etableret, udføres bestyrelsesarbejdet af repræsentanterne udpeget af medlemmerne, jf. § 4, stk. 2, idet bestemmelserne i vedtægterne vedrørende bestyrelsen anvendes tilsvarende.
2) Opret foreningens navn som følger: SundSkoleNettet i [indsæt kommune navn] Kommune (herefter benævnt ”Foreningen”).
3) Foreningens hjemsted er den til enhver tid siddende formands adresse.
4) Bestyrelsen konstituerer sig selv med: Formand, næstformand og kasserer *(bortfalder, hvis netværket ikke har egen økonomi) og poster med andre fastlagte opgaver.
5) Formanden har opgaven at planlægge og lede møderne, men har ingen særlig besluttende kompetence.
6) Nedsættelse af det kommunale netværk sker inden udgangen af december måned.
7) Til deltagelse i Landsnetværket udpeges tre personer: en skoleleder, en skolesundhedsansvarlig og en af kommunalbestyrelsen udpeget person. (Hvis antallet af repræsentanter i Landsnetværket udpegede af Kommunale netværk overstiger 9 stemmeberettigede personer, nedsættes antallet af repræsentanter, der udpeges af hvert Kommunalt netværk, til 2 (eller 3), og hvis det igen overstiger 9, til 1 (eller 2). Tallene i parentes gælder, hvis det først anførte tal resulterer i mindre end 9 personer med stemmeret. Det ekstra medlem tilfalder kommuner efter anciennitet i Netværket.)
